Kåring af Nymarkskolen
Danmarks bedste idrætsskole
Nymarkskolen er kåret til Danmarks bedste idrætsskole
Vi har i dag torsdag den 1/12-22 fået overrakt prisen som Danmarks bedste Idrætsskole. Det fandt sted på RE:MOVE 2022 Idræts konference, som blev afholdt af VIA University College i Aarhus.
Prisen er givet med følgende begrundelse:
”Prisen gives til Nymarkskolen i Slagelse, som inddrager og anvender idræt og bevægelse som både mål og middel for alle elever på skolen.
Skolen er et forbillede, der har en vedholdende idræts- og bevægelsesmæssige indsats, og som tør igangsætte initiativer, der bryder med normerne i skoleverdenen. Skolen er karakteriseret ved at vende sig både ind mod egen matrikel og ud mod verden. Dels har alle elever 4-6 idrætstimer om ugen, og skolen arbejder løbende med at integrere bevægelse i den faglige undervisning.
Går man rundt på skolen, ser man derfor et bevægelsesmiljø, som fremmer elevers legende relationer. Dels tænker skolen i et 0-18 års perspektiv og samarbejder derfor både med omkringliggende daginstitutionerne, foreninger og idrætsorganisationer.
Skolen er således synlig i de kommunale indsatser. Det brede netværk omfatter desuden videregående uddannelser og deltagelse i diverse forskningsprojekter. Herigennem beriger skolen det faglige felt med praksiserfaringer og pædagogisk indsigt, som udvider mulighederne for idræt og bevægelse i skolen. Den stærke idræts- og bevægelsespædagogiske indsats på skolen bærer frugt, og eleverne på skolen mærker et både fagligt, trivsels- og sundhedsmæssigt løft.”
Du kan læse mere om os som Idrætsskole.